Hvad er et data space?

Et data space er ikke en database og ikke et sted, hvor data ligger samlet. I EU’s brug af ordet er det en aftalt ramme, hvor flere organisationer deler data frivilligt og beholder kontrollen over, hvem der må bruge dem til hvad. Rammen består af regler, tillid og teknik: hvem der må deltage, hvordan deltagerne identificerer sig, og hvilke betingelser der følger med de data, der deles.

Ordet bruges om to forskellige ting, og de bliver ofte blandet sammen.

Et data space i princippet: dataene bliver hos deltagerne, og de deles kun på aftalte vilkår. Illustration: Ulrich Bojko (egen tegning).

To betydninger#

Den første kommer fra databaseforskningen. I 2005 foreslog Franklin, Halevy og Maier i artiklen “From databases to dataspaces: a new abstraction for information management” (SIGMOD Record 34(4), s. 27-33) at integrere mange uensartede datakilder løbende, “pay-as-you-go”, i stedet for at tvinge dem ind under ét skema. Beskrivelsen her bygger på bibliografiske poster, ikke på selve artiklen.

Den anden er den, som Europa taler om. Den stammer fra industrien og er organisatorisk og juridisk lige så meget som teknisk: fælles regler, fælles identitet og tillid og såkaldte “connectors”, der håndhæver de betingelser, en dataejer har sat på sine data.

Det er to forskellige idéer. Ingen af de kilder, der er gennemgået, forbinder dem. Wikipedia samler dem under én titel, men det viser ikke, at den europæiske idé stammer fra artiklen fra 2005. Der er altså ikke fundet belæg for slægtskabet, og heller ikke belæg for, at der ikke er noget.

Definitionen i loven#

Data Act, forordning (EU) 2023/2854, har en definition i artikel 33. Den taler om “purpose- or sector-specific or cross-sectoral interoperable frameworks for common standards and practices to share or jointly process data”. Deltagere, der tilbyder data eller datatjenester til andre deltagere, skal beskrive datasæt, datastrukturer og tekniske adgangsmidler og, hvor det er relevant, hvordan deres værktøjer til at automatisere delingsaftaler, “such as smart contracts”, er interoperable (EUR-Lex). Selve reglerne om smart contracts står i artikel 36.

Kommissionens egen side kalder data spaces “the core tissue of an interconnected and competitive European data economy” (Kommissionen).

Hvor kom idéen fra?#

Tyskland først. I slutningen af 2014 tog Fraunhofer-Gesellschaft initiativ til et “Industrial Data Space”. I september 2015 blev et forskningsprojekt, støttet af det tyske forskningsministerium med ca. 5 mio. euro, præsenteret med en hensigtserklæring underskrevet af bl.a. Volkswagen, Bayer og ThyssenKrupp (Fraunhofer). Den 25. februar 2016 blev foreningen bag stiftet i Berlin med 18 stiftere (Fraunhofer). I 2018 skiftede den navn til International Data Spaces Association, fordi der blev flere data spaces og international interesse (IDSA).

Så Gaia-X, præsenteret i Dortmund den 29. oktober 2019, der først lignede et europæisk cloud-projekt og senere blev til en tillidsramme for data spaces. Og endelig Kommissionens datastrategi fra 19. februar 2020, som gjorde “fælles europæiske data spaces” til EU-politik.

Hvad det ikke er#

Et data space er heller ikke kun software. Kommissionen har fået bygget en open source-middleware, Simpl, til formålet, men det, der gør et data space, er de aftalte regler mellem deltagerne.

Det er heller ikke dokumenteret, at det virker i stor skala. Det store driftstilfælde uden for forskning og det offentlige er Catena-X i bilindustrien, ved siden af Tysklands Mobility Data Space. Resten er for det meste pilot- og udviklingsprojekter. Foreningen IDSA skriver selv, at data spaces “have yet to provide clear answers on what successful business models might look like” (IDSA).

De store tal om gevinster er prognoser fra modeller og ikke målinger. Der er ikke fundet en uafhængig evaluering af, hvad nogen data space har givet.

Resten af serien følger de dele af historien, der har dato: datastrategien, Gaia-X, Catena-X, Danmark, sundhedsdata og Data Union Strategy og Digital Omnibus.